Vi bliver hele tiden bombarderet med råd, vaner og fikse ideer til et bedre liv; en bestemt morgenrutine, som vil gøre os mere produktive, bestemte fødevarer og kosttilskud, som vil øge vores energiniveau, bøger som vil gøre os klogere, investeringer, som vil gøre os rigere, en måde at strukturere vores dag på, som vil gøre os mere effektive, et koldt morgenbad, som vil skabe kontakt med os selv og en taknemmelighedsdagbog som vil gøre os mere taknemmelige og give mental klarhed.

Jeg er så træt og rundtosset af det.

For jeg kan ikke det hele.

Jeg ved ikke med dig?

Desværre har det også sneget sig ind i kirken, i kristne kredse og i hvordan vi taler om livet med Gud.

Jeg ser videoer på sociale medier om, hvordan man kan få læst 1 time om dagen i sin bibel, hvordan man kan bede på en bestemt måde, som opleves bedre, utallige råd om gode rutiner med Gud, som vil forbedre ens dag og man vil opleve sig nærmere Gud og “that Christian girl morning routine” er en trend på YouTube.

Rådene, vanerne og ideerne er der som sådan ikke noget galt med, og jeg håber, at folk kommer med dem med de bedste intentioner.

Men det er som om, at vi tror, at “one size fits all”. Som om vi er robotter, som bare skal optage et sæt vaner, og så går alt godt.

Jeg er bange for, at når vi i kirken kører for meget med på det, så kan vi komme til at præsentere et liv, som minder om det, farisæerne levede på Jesus tid. Farisæerne gjorde nemlig alt det rigtige. De ville helt sikkert have lavet videoer på YouTube om “that Christian morning routine” og skrevet lange artikler om, hvordan man kunne gøre alt det rigtige og leve på den mest “kristne” måde.

Det er farligt.

Der er et helt kapitel i Matthæusevangeliet, hvor Jesus skælder ud på farisæerne. Jesus bruger store ord og armbevægelser og forklarer netop, at der intet kommer ud af at gøre de rigtige ting, hvis det bare er for at gøre det. Jesus forklarer, at det er hykleri, hvis det ikke gøres ud fra et oprigtigt hjerte, men bare er en pæn facade.

I Hoseas Bog forklarer Gud, at han hellere vil have barmhjertighed end slagtofre. Han siger, at det er vigtigere, at vi kender ham end at vi kommer med brændofre.

Hvorfor?

Fordi vi bliver ikke forandret af at gøre de rigtige ting. Vi kan ikke redde os selv med fikse vaner. Vi forandrer ikke os selv ved at huske, at gå i kirke, bede eller ved at have den helt rigtige morgenrutine med bøn.

Det eneste og den eneste, som kan forandre os, er Gud.

Det er hele budskabet i Bibelen; vi kan ikke selv - vi har brug for at Jesus kommer og redder os.

Og hvor er det bare skønt egentlig.

For verden fortæller os; gør det her og du vil blive forandret. Men det hårde i det er, at vi hurtigt finder ud af, at vi ikke forandres fuldstændigt af det kolde bad om morgen og af at skrive taknemmelighedsdagbog. Vi bliver skuffede over os selv, fordi vi alligevel ikke kunne følge den madplan, ikke fik løbet den tur og læst 20 sider hver dag i bogen om investeringer. Vi er ikke robotter. Vi er nemlig bare mennesker. Uperfekte mennesker, som har brug for en frelser.

Så til alle talere til sommerens lejre:

Jeg håber, at I vil tale mindre om fikse ideer, vaner og tricks, som kan forandre vores liv og i stedet bruge tiden på at tale om den eneste, som kan forandre vores liv.

For vi har brug for at få lov til at være uperfekte mennesker, som trygt kan lægge vores liv over i hænderne på én, som har styr på det.

En far, hvis favn vi trygt kan lægge os ind til, fordi han har hele verden i sin hånd.

Det er ikke vores job at forandre os selv eller andre.

Det er ikke vores job at bære hele verden på vores skuldre.

Det er vores job at lægge os trygt ind i favnen på den Gud, som allerede har båret hele verden på sine skuldre og én gang for alle forandrede alt det, som skulle forandres.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke