Er evangeliet et tilbud om en frelse, som mennesket skal realisere ved at tro? Og er alternativet en risiko for fortabelse? Tanken er fremtrædende i aktuelle diskussioner om frelse og fortabelse, hvor traditionelle pietistiske forestillinger har fået nyt liv. Et ensidigt fokus på den troendes tro, afspejler nok almindelige post-moderne forestillinger om, at vi skaber os selv, og selv gør os til det, vi er. Så har vi også selv ansvar for troen, synes tankegangen at være – og dermed også for frelsen. Det kan dog undre, at debatten om frelse og fortabelse overhovedet er dukket op igen, for var traditionelle begreber om den slags ikke for længst blevet afmytologiseret?

Især det tyvende århundredes dialektiske teologi var med til at afmytologisere traditionelle begreber om frelse og fortabelse, himmel og helvede. Trosbekendelsens og bibelens udsagn om frelse og fortabelse skulle læses som en slags mytologisk indpakning af evangeliet. Det skulle ikke tages for bogstaveligt, men forstås retorisk og pragmatisk, så det driver på Kristus og evangeliet om Guds nåde. Kernen var – ofte – en eskatologisk realisme, som ikke er så svær at forstå endda: Guds dom og fortabelsen er her og nu, men det er nåden og frelsen også – og begge dele gælder det samme menneske, der på én gang er dømt og taget til nåde.

Det var den tankegang, der hos indflydelsesrige teologer i det tyvende århundrede kom til udtryk i en afmontering af traditionelle forestillinger om livet efter døden. Det evige liv er ganske enkelt, som fx P.G. Lindhardt beskrev det, at fremtiden er Guds, og derfor ikke noget, vi skal bekymre os om. Snarere end at gøre teologien ufolkelig, var det nok et væsentligt bidrag til at sikre kirkens folkelige forankring trods overlejrede pietistiske forestillinger: Selvom himmel og helvede nok fandtes i populære fordomme om, hvad der siges i kirken, var et andet perspektiv muligt, som kunne afbøde missionens ofte nådesløse skel mellem frelste og fortabte, indenfor og udenfor.

Troen taler om evangeliet

Det måske bedste eksempel på radikal evangelisk frelsesrealisme findes blandt de korte artikler af tidehvervsteologen K. Olesen Larsen (1899-1964) fra Esajas-kirkens kirkeblad – måske klarest udtrykt i artiklen ”Fortabelse og frelse”.⁰ K. Olesen Larsen, ”Fortabelse og frelse” i *Fra Esajas Kirken*, Aros 1972, s. 17-19 Vi kan ikke bortforklare Jesus’ ord om frelse og fortabelse, himmel og helvede, bemærkede københavnerpræsten indledningsvist, men Jesus kom ikke og advarede mennesker mod at gå fortabt, eller for at opfordre dem til at gribe chancen og blive frelst. Jesus kom nemlig ikke for at søge og frelse dem, der let kunne gå fortabt, men for at søge og frelse dem, der faktisk er fortabt.

Fortabelse er ikke noget engang i fremtiden, fastslog Olesen Larsen, men virkelighed i øjeblikket. Jesus talte ikke om fortabelsens mulighed, men om dens virkelighed, ligesom han heller ikke talte om frelsens mulighed, men om dens virkelighed. Fortabelsen er noget nutidigt, mennesket er fortabt. Fortabelsen gælder hele mennesket og dets livsindhold, men som det er med fortabelsen, er det også med frelsen. Den er heller ikke en mulighed, som mennesker skal gøre til virkelighed, men frelsen er en virkelighed her og nu, som omfatter hele det fortabte menneskeliv, der er frelst.

Konklusionen var klar: Alle spekulationer om en hinsidig fortabelse, om hvem og hvor mange, der går fortabt, er kun skadelige fantasier, der intet har med virkeligheden at gøre. Det er på samme måde vantro at spekulere over hvem og hvor mange, der bliver frelst, og om man selv kan være sikker på frelsen, for så fornægter man frelsens virkelighed og dermed evangeliet. Evangeliet er ikke en frelseschance, men et budskab om en virkeliggjort frelse, som skænkes af Gud uden menneskers fortjeneste.

Selv om et menneske hverken føler eller mærker det, gælder frelsen alligevel – hævdede altså Olesen Larsen i kirkebladet, og skar dermed igennem og sagen ud i pap. Den dialektiske tankegang står knivskarpt – frelse og fortabelse er ikke adskilte kategorier, der angår forskellige grupper af mennesker, men er to sider af samme sag. Fordi frelsen ikke er en mulighed, der skal realiseres, men en allerede realiseret virkelighed, afhænger den ikke af menneskets tro. Troen er vel snarere et resultat eller en konsekvens af frelsen. Troen er ikke af den grund ligegyldig, men uinteressant i sig selv. Troen taler kun om evangeliet, ikke om sin tro.

Er det frelses-imperialisme?

I dag er den dialektisk-realistiske forståelse af evangeliet erstattet af en slags neo-pietistisk interesse for det troende subjekt. Diskussioner om frelse og fortabelse er dukket op igen, ofte fuldt udstyret med den gamle mytologi.

Tilmed krydres aktuelle debatter med humanistiske idéer om den frie vilje, der gør nåden betinget af menneskets valg – som om den slags ikke endegyldigt var udelukket på luthersk grund. Det hævdes jævnligt, at skal mennesket være frit (og det skal det, kan vi forstå!), må fortabelsen være en mulighed. Nåden er gratis, men, tilføjer man, skal også modtages. På den måde gøres mennesket ansvarlig for sit eget gudsforhold – som for alt muligt andet i livet, hvor ansvaret for at lykkes er overladt os selv.

Der er for en sådan humanisme noget nærmest krænkende i at blive frelst uden at blive spurgt først. Aktuelt griber lutherske teologer til ”woke” argumenter i forsvaret for traditionelle forestillinger om en ”dobbelt udgang”. Hvis man ikke identificerer sig som kristen, skal man sandelig heller ikke have påduttet frelsen. Det er – lyder tankegangen – udemokratisk og måske ligefrem imperialistisk at tale om frelse som noget, der er virkeligt og reelt forud for menneskets frie afgørelse.

I populærteologien er humanismen rundet af en C.S. Lewis-inspireret, tweed-klædt neo-pietisme med den anglikanske semi-pelagianisme som klangbund. Frelsen bliver et tilbud, der synergistisk skal tages i brug. Helvedes døre er låst indefra, siger man, som om Jesus ikke havde nøglerne til dødsrigets porte (Åb 1,18), og ikke allerede havde været der og tømt det for sine indbyggere. Såkaldt ”frelses-konditionalisme” er et pænt ord for, at Guds kærlighed kommer med betingelser – at ”nåde” (og dermed synd!) med andre ord ikke skal forstås for radikalt.

Nåde betyder gratis

Et af de mærkeligste eksempler på neo-pietistisk synergisme er metaforen om menneskets frie vilje som en dirrende kompasnål, der selv må vælge om den vil pege på Gud. Det er vel nærmest en metafor, der dekonstruerer sig selv, for en kompasnål kan netop ikke vælge selv, men ”drages” for at sige det med kirkefaderen Augustin. Nåden er ikke gratis, skrev en præst på facebook – men ordet betyder jo ellers gratis, for som Augustin bemærkede gives nåden ikke på grund af fortjeneste, men gratis, hvilket jo er grunden til, at det kaldes nåde, altså gratia på latin.

Det er ikke os, der vælger Gud, men Gud, der vælger os. Det var Augustins pointe, som gik igen i den dialektiske teologi. Spørgsmålet bør vel at mærke ikke være, om vi fx har en fri vilje eller ej – det er en filosofisk diskussion – men om vi med vores vilje (fri eller ej!) selv kan afgøre vores gudsforhold. Som nyligt afdøde Jürgen Moltmann engang bemærkede, er det i grunden ateisme at mene, at mennesket selv bestemmer om det vil frelses eller ej, for så gøres mennesket til sin egen suveræn, sin egen gud.

Der er selvfølgelig gode grunde til at afvise en traditionel (augustinsk) prædestinationslære, hvor kun de få forudbestemte, bliver frelst til sidst. Den dobbelte prædestination må læses mytologisk, som Karl Barth beskrev det i sin romerbrevskommentar, så det bliver klart, at fortabelse og frelse angår ethvert menneske, der i Kristus er dømt og taget til nåde. Menneskets valg og tro er ikke ligegyldigt, men kan altid kun være noget relativt og sekundært.

Den eneste forskel, der betyder noget

En evangelisk frelsesrealisme som den skitserede behøver ikke at betyde, at begreber om opstandelse, Guds rige og den slags ikke også har en futurisk-eskatologisk betydning. Sådan blev det ellers ofte forstået i eksistensteologien, men hvis opstandelse betyder en radikal åbenhed mod fremtiden, som gør tro og håb muligt, kan vi netop ikke sætte grænser for dens omfang. Så betyder den virkeliggjorte frelse her og nu, at der også er håb for fremtiden.

Man kunne mene, at frelsesrealismen lynhurtigt slår over i netop den subjektivisme, som den ellers forsøger at komme til livs. Hvis frelsen er en objektiv virkelighed, må det relative skel mellem frelse og fortabelse være noget rent subjektivt, der derfor også skal overkommes i subjektet. Så er vi tilbage ved interessen for det troende subjekt. Dialektikken skal derfor doseres og appliceres med omhu, hvis den ikke skal ophæve sig selv.

Det afgørende er at frelsen tages ud af menneskets hånd og gøres til Guds sag. Det er ikke fordi vi igen skal til at abonnere på en dialektisk-teologisk ortodoksi, men det kan tjene som et kærkomment korrektiv til de evindelige debatter om frelse og fortabelse, der ofte trænger til et skud evangelisk realisme.

Hvad så med forskellen på frelse og fortabelse, spurgte Olesen Larsen retorisk i artiklen fra kirkebladet? Det spørgsmål kan kun komme fra dem, der ikke vil tro på frelsen, fordi de ikke vil acceptere fortabelsen, lød svaret: For den fortabte, som frelses af Guds nåde, kan den eneste forskel være mellem hans egen fortabelse og Guds frelse, hans eget liv – og Kristi liv i hans sted. Det er den eneste forskel, som betyder noget. Frelsen gælder alle, nu i øjeblikket. Det er ”evangeliets sandhed”, som ikke rokkes af selv den mest ihærdige modsigelse.⁰ K. Olesen Larsen, ”Fortabelse og frelse” i *Fra Esajas Kirken*, Aros 1972, s. 19

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke