I disse år og disse dage rystes vi og verden igen og igen, mens vi ser den fredelige og gyldne fremtid, vi blev lovet med murens fald og Sovjetunionens sammenbrud, smuldre mellem fingrene på os.

Krig. Grådighed. Sult. Tyrani. Lidelse. Løgn. Klimakatastrofer. Egoisme. Folkemord. Magtbegær. Overgreb.

Verden er blevet fanget i et mørke, mange af os ikke har oplevet før.

Derfor taler vi lige nu om åndelig oprustning, og hvor vi finder den modstandskraft, der gør os i stand til at stå imod. Den styrke, der gør os i stand til at finde netop det, der synes så langt væk i øjeblikket:

Håbet.

Som en lille sempersk sommerserie af åndelig oprustning har vi spurgt nogle kloge mennesker reflektere over, hvor det er, de finder håb.

Første del i denne serie er skrevet af teologistuderende Asger Juhl og er en bearbejdet udgave af en refleksion, han afholdte ovenpå påskeugen til natkirke i Sct. Pauls Kirke.

Håb er Guds bål i verden, som meddeler: Jeg er

I aften, få dage efter påskebegivenheden, dét, der er selve kristendommens omdrejningspunkt og centrum, skal min refleksion handle om det, der selv på trods af, at vi netop er gået ud af påsken, stadig kan være svært at finde. Jeg vil nemlig tale om håb.

Jeg behøver ikke opremse de begivenheder, der giver anledning til håbløshed. Men udover de geopolitiske årsager til at reflektere lidt over håbet, blev jeg også for nyligt spurgt om af en veninde, der er fotograf, hvilken genstand jeg ville vælge, hvis jeg skulle pege på én, der gav mig håb.

Min første indskydelse var min udgave af Det Nye Testamente. Den giver mig håb, for jeg mener, at hvad der står i det, giver anledning til håb. At der er sandhed om mennesket og livet og Gud i dets tekster. En sandhed, som ikke blot giver grund til at håbe, men rent faktisk giver håbet. Det håb, jeg kan mærke, det håb, som fylder mig og sparker mig ud af sengen og ud af døren og ind i livet.

Min veninde ville gerne tage portrætter af mig med min håbsbog, så vi kombinerede det med en skovtur. Vi lavede mad over bål, og mens jeg daffede rundt og fandt brænde og tændte bål og forberedte måltidet, gik hun og tog billeder. Vi sludrede, drak hvidvin, spiste fisk og til sidst tav vi og kiggede ind i bålet, som jo var forfædrenes fjernsyn igennem hvem ved, hvor mange år.

Men i modsætning til vores fjernsyn er bålet et åndeligt syn. Jeg sagde efter et stykke tids stilhed: Måske jeg egentlig også ville have valgt bålet, hvis det måtte tælle som en genstand for håb. Hun havde allerede gennemskuet mig, før jeg havde gennemskuet mig selv, for bålet fik en prominent plads sammen med Bibelen på billederne.

I bålets flammer åbenbarer Gud miraklet: At der er noget frem for ingenting

Ja. Udover Det Nye Testamente ville jeg have valgt bålet som kilde til håb. For før Kristus gik på jorden, var det også i bålet, at Gud åbenbarede sig for Moses og sagde, at nu skulle det slavegjorte Israel befries fra Egyptens jerngreb.

Det var i dét bål, at Gud åbenbarede sit navn: Jeg er, at jeg er.

Guds navn er med andre ord Væren med stort V. Et ord, der indbefatter det ufattelige: At der er noget i stedet for ingenting. At vi er til, i stedet for ikke at være til. At der er noget fremfor intet. At der er: dét er Guds navn.

Dette uudtalelige mysterie er selve Guds væsen. At der er, var Guds tale fra bålet i ørkenen dengang i urtiden, en tale, der stadig kan lyde blandt båltændere, såvel som håbere, i dag, hvis vi hører godt efter.

Kendsgerningen; at der overhovedet er, er et guddommeligt kald til at varetage det værende. At værne om det. Det kald bestemmer alt levendes væsen som værende ukrænkeligt.

Da syndfloden er overstået, og Noah har tændt det første bål, indstifter Gud sin pagt med Noah og Han siger:

’’[...] da husker jeg på min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende; vandet skal aldrig mere blive til en vandflod, der ødelægger alt levende. Når buen viser sig i skyerne, vil jeg se den og huske på den evige pagt, som er mellem Gud og alle levende væsener, alt levende på jorden.’’ (1. Mosebog, kap. 9, v. 15-16)

Man kan nærmest høre Gud græde af anger over, at han lod sin vrede udrydde det liv på jorden, som er mirakuløst, alle dets mangler på trods. Mirakuløst, blot fordi det er. Guddommeligt, blot fordi det er.

Gud forpligter sig på aldrig nogensinde at gentage denne udryddelse og indstifter den første pagt med mennesket ved alterets bål.

Generationer senere kalder Gud i bålet på Moses i ørkenen. Her gælder det befrielsen af det lidende folk.

Håbet brænder i hengivenhed til livets væren

Guds navn er synonymt med at stille sig på livets side. At værne om det levende er håbets kerne. De blinde magtmænd i deres jakkesæt handler i et mørke, der meget vel kan true og endda dræbe liv, men som aldrig kan udslukke håbet, som har rod i det guddommelige: at der er noget i stedet for ingenting.

Det er så enkelt, at en 6 årig kan ligge i sin seng og forundres til søvnløshed over det. Det er så stærkt, at al vejledning til, hvordan vi skal leve vores liv, udspringer fra det. At der er noget i stedet for ingenting, er den guddommelige glødeseng, hvorfra tro, håb og kærlighed udspringer. De flammer op af Guds navn.

For troen, håbet og kærligheden er bål. Eller rettere sagt er de bavner, det gamle ord for bål, som meddeler.

Håbet er Guds bavn. Når håbets bål tændes i os, så er det liv, det meddeler. Det meddeler hjem og forbundethed, og det meddeler altid til andre. Med håbets bavn inviterer vi hinanden til lys, varme, tryghed.

Håbet er et bål, som oplyser verdensnatten og byder mørkevandrere hjem. Og ligesom bålets flammer ikke sigter efter noget, ikke brænder for noget, men blot brænder i hengivenhed, i hengivenhed til væren; således også med håbet. Det håber ikke på noget, det søger ikke noget. Da ville håb bare være tålmodighed. Håbets væsen er ikke at hige efter noget, som det mangler, for derved at blive opfyldt.

Tværtimod er håbet selvberoende og givende, nøjagtigt som bålet er. Håbet brænder i hengivenhed til livet, til at der er, som er dets guddommelige udspring. Og ligesom bålet gør det, inviterer også håbet mennesker til at slå ring om sig og tage del i lyset og varmen.

Håbet er en bavn, og derfor er håbet en pligt. Det er endda en guddommeligt sat pligt, ligeså meget som det er en guddommeligt skænket gave. Men mens bålet tændes af os, men ikke er i os, er det omvendt med håbet, som er i os, men ikke tændes af os.

Hvad er håbet da?

Netop disse tre skriver Paulus til sidst i 1. Korintherbrev kap. 13, idet han henviser til tro, håb og kærlighed.

Ja, disse tre – hvad? Krafter? Åndsfænomener? Eller blot følelser?

Nej, ingenlunde. Tro, håb og kærlighed er væsensforskellige fra følelser. Følelser er jo grundlæggende ateologiske, i modsætning til disse tre.

Disse tre udgør den antropocentriske guddommelige treenighed. De er menneskelivets treenighed, dét, som viser menneskets gudbilledlighed, og hvori denne manifesterer sig. Paulus skriver, at foruden kærligheden taler vi tomhed; foruden kærlighed er vi intet. Vi går som døde igennem livet. Vi lever da uden Gud.

Det er af kærlighed, at tro og håb virker. Disse tre er manifeste i livet, i os, og de er, hvad Gud skænker os, for at vi kan give dem videre.

Mens troen og kærligheden umiddelbart fremstår klare nok – troen peger først og fremmest fra mig til Gud, kærligheden først og fremmest fra mig til min næste – er det ikke lige så indlysende, hvad håbets rettethed er.

For på den ene side håber håbet noget uden for dets egne evner, og dermed peger det implicit i retning af Gud. Men håbet trøster og breder sig, og derved peger det også i retning af medmennesket.

I det ovenstående har jeg tænkt lidt over bålet og håbets ligheder og forskelle.

Før Kristi gang på jord var bålet det medierende mellem mennesket og Gud. Både gennem Guds teofanier, eller tilsynekomster, til Noah og Moses, men også i kraft af offeralteret, som var uadskilleligt fra ilden.

Men med Jesu messianske ankomst er det gudsmedierende blevet til åndelige bål, der udspiller sig imellem mennesker i skikkelse af disse tre.

Håbet har ligesom bålet en umiddelbar centrifugalkraft. Men hvor bålet samler, gør håbet et kvalitativt spring. Det forener.

En anden forskel mellem håbet og bålet er bålets enestående konkrethed: dets lys ses, dets røg lugtes, dets varme mærkes, dets knitren høres og når det slukkes, så er det borte og enhver rejser sig og går derfra uden noget konkret om det specifikke bål.

For som Cormac McCarthy skriver i Blood Meridian:

‘’Each fire is all fires, the first fire and the last ever to be.’’

Et bål har intet liv udover dets nu. Minderne fra en stund omkring et bål kan være utallige, men vedrører alt det, som bålet faciliterer, ikke bålet i sig selv. Det er altopslugende, mens det er tændt, men det rene intet, når det er slukket.

Bålet appellerer til hele menneskets sanseregister såvel som til vores tidsforståelse. Vi forstår et lineært forløb med en begyndelse og en ende. Bålet inkarnerer denne verdens skema – i Paulus’ formulering – eksemplarisk.

Anderledes er det med håbet, som mangler enhver antydning af konkrethed. Er håbet en følelse? Er det en kraft? Er det et valg? Hvordan smager håbet, hvilken farve skulle det have? Hvor er tænd- og slukknappen?

Det er umuligt at nærme sig håbet på nogen konkret måde, hvilket selvfølgelig også gør sig gældende for troen og kærligheden. Disse tre forstås ikke på denne verdens præmisser og er ikke desto mindre dybt immanente i selvsamme verden.

Håbet har et liv, der fortsætter uafhængigt af alle biologiens og kemiens regler. Det har et liv, der transcenderer biologiske bevidstheders kranier og tænder sig selv – i mig, som i min næste – uafhængigt af vores livsvilkår eller livsvalg.

I Kristus gav Gud det sande Gudsbål til mennesket, en sandhed som er dybere indlejret i denne verden end offeralterets bål, en sandhed som igen og igen antænder håbets bål i os. Et bål, der strider imod alle denne verdens regler, al dens fornuft. I kærlighed trodser håbet geopolitiske galninge såvel som hverdagens idioti.

Håbet er sandelig ikke en følelse. Der er noget større, noget mere mystisk og langt mere grundlæggende på spil. Man kunne sige: Det er Guds væren i mennesket. Håbet er Guds væren i mennesket.

Paulus skriver, at kærlighed – og i forlængelse deraf tro og håb – er noget man kan have (det græske ékhō). De er ikke et eller andet, som mennesket kan lange ud efter, tænde endsige skabe. Mennesket har ikke suveræn agens over sit håb, som det har over sine bål. Og alligevel er håbet ikke desto mindre et ufravigeligt krav fra oven!

Liv uden tro, håb og kærlighed er ikke-liv; det er Nazaræerens sandhed til os. Mit bedste bud på at nærme sig en forståelse af disse tre er at se dem som guddommelige begivenheder, med emfase på henholdsvis gud og give.

Håbet er noget vi gives og dermed har. Når vi ikke har håbet, er det vores pligt at søge og opsøge det, så vi kan have det – for dermed at give det igen.

Vi er alle kævler på Guds bål.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke