Hver gang jeg har talt om den nye jord og det kristne opstandelseshåb i løbet af det sidste årtier, er der altid nogen, der spørger: “Hvad med helvede?” Det spørgsmål kræver egentlig en hel bog, men jeg er splittet mellem min manglende lyst til at skrive en sådan bog og min erkendelse af, at man i det mindste må sige noget.

En del af vanskeligheden ved emnet er, at ordet “helvede” fremkalder billeder, der er mere præget af middelalderlige forestillinger end af de tidligste kristne skrifter. Ligesom mange, der voksede op med en forestilling om Gud som en skægget gammel mand på en sky, besluttede, at da de holdt op med at tro på en sådan skikkelse, havde de dermed holdt op med at tro på Gud – så besluttede mange, der blev lært at tænke på helvede som et bogstaveligt sted under jorden fyldt med orme og ild, eller som en slags torturkammer i hjertet af Guds himmelske slot, at da de holdt op med at tro på dét, holdt de også op med at tro på helvede. Den første gruppe besluttede, at fordi de ikke kunne tro på barnlige billeder af Gud, måtte de være ateister. Den anden besluttede, at fordi de ikke kunne tro på barnlige billeder af helvede, måtte de være universalister.

Der er selvfølgelig bedre grunde til at blive ateist og bedre grunde til at blive universalist. Mange, der indtager en af disse positioner, er nået dertil ad langt mere sofistikerede veje, end jeg lige har beskrevet. Men i det mindste på populært niveau, er det ikke den seriøse tidlige kristne lære om den endelige dom, der er blevet forkastet, men snarere en grov karikatur.

Det mest almindelige nytestamentlige ord, der nogle gange oversættes med "helvede", er Gehenna. Gehenna var et sted, et rigtigt sted, ikke bare en idé. Det var lossepladsen uden for den sydvestlige del af den gamle by i Jerusalem. Der findes den dag i dag en dal på det sted, som bærer navnet Ge Hinnom. Da jeg var i Jerusalem for nogle år siden, blev jeg taget med til en fin restaurant på den vestlige skråning af denne berømte dal, og vi overværede et spektakulært fyrværkerishow – uden tvivl arrangeret uden nogen bevidst ironi – på netop det sted, som Jesus henviste til, da han talte om de ulmende bål i Gehenna. Men ligesom med Jesus’ sprogbrug om himlen, så også med hans tale om Gehenna: så snart de kristne læsere var tilstrækkeligt fjerne fra ordenes oprindelige betydning, begyndte alternative billeder at dukke op – billeder, som ikke var dannet af Jesus eller Det Nye Testamente, men som kom fra den middelalderlige folklore og fantasis galleri — nogle af dem ekstremt voldsomme.

Pointen er, at når Jesus advarede sine tilhørere om Gehenna, talte han som regel ikke om, at de ville brænde i det næste liv, medmindre de omvendte sig i dette. Ligesom med Guds rige, så også med dets modsætning: det er på jorden, det betyder noget – ikke et andet sted. Hans budskab til sine samtidige var hårdt og (som vi ville sige i dag) politisk. Medmindre de vendte sig bort fra deres håbløse og oprørske drømme om at etablere Guds rige på deres egne vilkår – ikke mindst gennem væbnet oprør mod Rom – så ville den romerske krigsmaskine gøre det, som store, grådige og hensynsløse imperier altid har gjort mod mindre lande (især i Mellemøsten), hvis ressourcer de begærer, eller hvis strategiske placering de vil beskytte. Rom ville forvandle hele Jerusalem til en hæslig, stinkende forlængelse af den ulmende losseplads. Når Jesus sagde: “hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de,” var det den primære betydning, han havde i tankerne.

Derfor er det kun med en del besvær, at vi kan udlede fra de mange evangelieudsagn, som formidler denne akutte, umiddelbare advarsel, en dybere forestilling om en advarsel vedrørende, hvad der kunne ske efter døden. De to lignelser, der tilsyneladende behandler dette spørgsmål direkte, er, som vi må huske, lignelser – ikke faktiske beskrivelser af efterlivet. De benytter sig af standardbilleder fra den jødiske tradition, som “Abrahams skød”, ikke for at undervise i, hvad der sker efter døden, men for at insistere på retfærdighed og barmhjertighed i det nuværende liv. Det betyder ikke, at Jesus ville have været uenig i deres antydede billede af den postmortale virkelighed. Det er snarere for at understrege, at det at tage scenen med Abraham, den rige mand og Lazarus bogstaveligt, er lige så fornuftigt som at prøve at finde navnet på den fortabte søn.

Jesus sagde ganske enkelt ikke ret meget om livet efter døden; han var, trods alt, primært optaget af at forkynde, at Guds rige var på vej "på jorden som i himlen." Han gav ingen ny undervisning om opstandelsen bortset fra mørke antydninger om, at den ville finde sted – og det snart – for én person før alle andre; for resten nøjedes han med at bekræfte det normale jødiske billede. På samme måde var han ikke optaget af at give nogen ny instruktion om dommen efter døden, bortset fra de sære antydninger om, at den dramatisk og frygteligt ville blive forudgrebet på en bestemt måde, i rum og tid, inden for én generation.

Vi kan derfor ikke forvente, at Jesu undervisning giver os nye detaljer om, hvorvidt der virkelig findes nogen, der endeligt afviser Gud og får den afvisning bekræftet. Alle tegn peger naturligvis på, at han fulgte det normale jødiske først-århundredesynspunkt: at der ville faktisk være sådanne mennesker, den eneste overraskelse er netop overraskelsen – både for fårene og bukkene – over deres skæbne og den evidens, den byggede på. Og de tidlige kristne forfattere følger samme linje. Helvede og den endelige dom er ikke hovedtemaer i brevene (selvom de, når de dukker op, er meget vigtige – som f.eks. i Romerbrevet 2,1–16); de nævnes slet ikke i Apostlenes Gerninger; og de levende billeder mod slutningen af Johannes’ Åbenbaring, selvom de er ekstremt vigtige, har altid vist sig at være blandt de sværeste steder i skriften at tolke med nogen sikkerhed.

Alt dette bør advare os mod den selvsikre dobbeltdogmatisme, der har plaget diskussionen om disse emner – dogmatismen, altså, både hos den person, der ved præcis, hvem der “kommer i helvede” og hvem der ikke gør, og hos den universalist, der er absolut sikker på, at der slet ikke findes noget sådant sted – eller at det, hvis det findes, i sidste ende vil være tomt.

Den sidstnævnte form for universalisme var den normale arbejdshypotese for mange teologer og præster i liberalismens storhedstid i 1960’erne og 1970’erne, og den er forblevet et fast holdepunkt – i nogle tilfælde det faste holdepunkt – for mange, hvis tænkning blev formet i den periode. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg i en af mine allerførste vejledningstimer i Oxford fik at vide af min tutor, at han og mange andre mente, at “selvom helvede måske eksisterer, vil det til sidst være ubeboet” – med andre ord, at helvede i sidste ende vil vise sig at være en form for skærsild, en ubehagelig forberedelse til den endelige salighed.

Blot det at nævne den endelige dom er i flere trosretninger – herunder min egen – blevet skubbet helt ud af den kristne bevidsthed, bl.a. gennem den lemfældige udeladelse af vers i de offentlige skriftlæsninger. Når man ser en officiel tekstrække i den anglikanske kirke, hvor der står, at to eller tre vers skal eller kan springes over, kan man næsten være sikker på, at de indeholder domsord. Medmindre de selvfølgelig handler om sex.

Men teologisk set er vinden vendt i løbet af de sidste tyve år. Den liberale optimismes sammenbrud i Vesten er blevet spejlet af den tilsvarende sammenbrudte teologiske optimisme – som var båret frem af tidens ånd. Det er en skam, at vi igen skal gennemspille historien fra for næsten hundrede år siden, hvor Karl Barth vredt afviste den liberale teologi, som havde været med til at skabe den ideologiske atmosfære op til Første Verdenskrig – men nogle gange føles det som om, det er præcis det, der sker. Over for Balkan, Rwanda, Mellemøsten, Darfur og alle mulige andre rædsler, som oplyst vestlig tænkning hverken kan forklare eller afhjælpe, er mange — med rette efter min mening — nået frem til, at der må findes noget, der hedder dom.

Dom – den suveræne erklæring om, at dette er godt og skal opretholdes og forsvares, og at det dér er ondt og skal fordømmes – er det eneste alternativ til kaos. Der er nogle ting, faktisk en hel del, som man ikke må tolerere, medmindre man ønsker at medvirke til ondskaben. Det ved vi alle sammen udmærket, men vi glemmer det belejligt, hver gang sarte fornemmelser eller samfundets normer gør det lettere at flyde med strømmen. Problemet er, at meget teologi, efter at have levet alt for længe af bekvemmelighedens fastfood – en slap tolerance over for alting, en “inkluderende” tankegang med lige så få grænser som McWorld – er blevet sørgeligt slap og ude af stand til at bestige selv vurderingens laveste skråninger, for slet ikke at tale om de stejle højder, som de tidlige kristne talte og skrev om, når det galt Guds dom.

Men dom er nødvendig – medmindre vi vil konkludere, absurd nok, at der ikke er noget galt i verden, eller – gudsbespotteligt – at Gud er ligeglad. Som teologen Miroslav Volf har udtrykt det i sin berømte sætning: “Der må være udelukkelse før der kan være omfavnelse.” Ondskab må identificeres, navngives og håndteres, før der kan ske forsoning. Det er på dette grundlag, Desmond Tutu har bygget sit banebrydende arbejde i den sydafrikanske Sandheds- og Forsoningskommission. Og – her kommer selvfølgelig kernen – hvis dem, der har handlet ondt, nægter at se pointen, så kan der ikke være nogen forsoning, ingen omfavnelse.

Gud er fuldstændig engageret i at sætte verden i rette stand til sidst. Denne lære – ligesom læren om opstandelsen – hviler solidt på troen på Gud som skaber, på den ene side, og troen på hans godhed, på den anden. Og denne genopretning må nødvendigvis indebære elimineringen af alt det, som forvrænger Guds gode og skønne skaberværk, og i særdeleshed alt det, der vanærer hans menneskelige skabninger, der bærer hans billede. For at sige det uden omsvøb: der vil ikke være noget pigtråd i Guds rige. Og de, hvis hele væsen er blevet afhængigt af pigtråd, vil heller ikke have nogen plads dér.

For “pigtråd” kan du selvfølgelig indsætte enhver rædselskategori, du foretrækker: folkedrab, atombomber, børneprostitution, imperiers arrogance, sjæles kommercialisering, racens afgudsdyrkelse. Det Nye Testamente har flere sådanne kategorier – de fungerer som røde blinkende advarselslamper, der siger: "Gå ikke ned ad denne vej – den ender ved en klippeskrænt uden hegn.”

Og i den analyse, som de tidlige kristne fra Paulus og frem tilbyder, kan der siges tre ting om sådanne adfærdsformer:

For det første udspringer de alle af den oprindelige fejl – nemlig afgudsdyrkelse, altså at tilbede dét, som ikke er Gud, som om det var Gud.

For det andet bærer de alle præg af den følgefejl, nemlig det umenneskelige i adfærden – altså den manglende evne til fuldt ud at afspejle Guds billede, den manglende opfyldelse af det kald til ægte menneskelighed, som det Nye Testamente kalder hamartia – “synd”. (Synd, skal vi bemærke, er ikke brud på vilkårlige regler; reglerne er snarere små skitser over forskellige former for dehumaniserende adfærd.)

For det tredje er det fuldt ud muligt – og det ser faktisk ud til at ske i praksis – at denne afgudsdyrkelse og dehumanisering bliver så gennemgribende i en persons liv og bevidste adfærd, at hvis der ikke sker en konkret omvending fra den livsvej, så vil de, der fortsætter, aktivt medvirke til deres egen endelige umenneskeliggørelse.

Dette er kernen i den måde, hvorpå jeg mener, vi i dag kan gentænke læren om den endelige dom. Jeg finder det ganske umuligt, når jeg læser Det Nye Testamente på den ene side og aviserne på den anden, at forestille mig, at der ikke skulle være nogen endelig domfældelse, intet endeligt tab, ingen mennesker, til hvem Gud – som C.S. Lewis udtrykte det – til sidst vil sige: “Ske din vilje.” Jeg ville ønske, det var anderledes, men man kan ikke i længden gå rundt og fløjte “There’s a wideness in God’s mercy” i mørket over Hiroshima, Auschwitz, myrdede børn og den skødesløse grådighed, som binder millioner i gæld, de aldrig selv har pådraget sig.

Mennesket kan desværre ikke bære ret meget virkelighed, og den massive fornægtelse af virkeligheden, som præger den billige og glade universalisme i vestlig liberalisme, har meget at svare for.

Men hvis der faktisk findes en endelig dom over dem, som gennem afgudsdyrkelse dehumaniserer sig selv og trækker andre med sig i faldet, så giver den model, jeg her har tegnet konturerne af, et noget anderledes billede end det, vi normalt forestiller os.

Det traditionelle syn er, at de, der afviser Guds frelse og nægter at vende sig bort fra afgudsdyrkelse og ondskab, vil blive holdt i evig bevidst pine. Nogle gange bliver dette billede skærpet af overentusiastiske prædikanter og lærere, som hævder at vide præcist, hvilke former for adfærd der uundgåeligt fører til helvede, og hvilke – selvom de er forkastelige – stadig er tilgivelige. Men det traditionelle billede er klart: disse mennesker vil i en eller anden forstand forblive menneskelige væsener og blive straffet i al evighed.

Dette synspunkt står så i kontrast til universalisterne. Nogle af dem foreslår (lidt som Shakespeare i Measure for Measure), at Gud vil være barmhjertig, selv over for de mest afskyelige – for massemordere og børnevoldtægtsmænd. Andre nuancerer det lidt: Gud vil efter døden fortsætte med at tilbyde alle mennesker mulighed for omvendelse, indtil de til sidst tager imod hans kærlighed.

En mellemvej tilbydes af de såkaldte konditionalister. De foreslår "betinget udødelighed": de, der vedvarende afviser Guds kærlighed og hans livsvej i dette liv, vil simpelthen ophøre med at eksistere. Udødelighed, påpeger sådanne teorier (i modsætning til hvad platonismen har fået mange til at tro), er ikke en medfødt menneskelig egenskab – det er noget, som kun Gud har ret til ifølge Paulus, og som derfor er en gave, Gud kan vælge at give eller undlade at give. Ifølge denne teori vil Gud derfor ganske enkelt ikke give udødelighed til dem, som i dette liv bliver ved med uanfægtet at tilbede afguder og dermed ødelægger deres egen menneskelighed. Dette syn kaldes derfor nogle gange annihilationisme – sådanne mennesker vil ophøre med at eksistere. Det ord er dog måske lidt for stærkt, da det antyder, at sådanne personer aktivt bliver tilintetgjort, snarere end at de bare ikke modtager en gave, som ellers var blevet tilbudt dem, men som de konsekvent har afvist.

Over for disse tre muligheder foreslår jeg et synspunkt, som kombinerer det, jeg mener, er de stærke sider ved den første og den tredje. Den største indvending mod det traditionelle syn i nyere tid – og de sidste to hundrede år har set en massiv bevægelse i retning af universalisme i de vestlige kirker, i hvert fald de såkaldt mainstream-kirker – kommer fra den dybe væmmelse, mange føler ved idéen om torturkammeret midt i glædens slot, koncentrationslejren midt i det smukke landskab, forestillingen om, at de saliges glæder skulle inkludere at betragte de fortabtes pinsler.

Lige meget hvor meget vi siger til os selv, at Gud må fordømme det onde, hvis han er en god Gud – og at de, der elsker Gud, må billige den dom – så vender vi os væk i afsky, så snart disse billeder melder sig i bevidstheden. Konditionalisten undgår dette, men tilsyneladende på bekostning af de skriftsteder, som tilsyneladende klart taler om en vedvarende tilstand for dem, der afviser tilbedelsen af den sande Gud og den menneskelighed, der følger deraf.

Men hvis vi bruger denne analyse som udgangspunkt, får vi følgende mulighed, som jeg mener tager højde både for de centrale bibelske tekster og for den virkelighed, vi kender alt for godt efter et århundrede præget af rædsler, som vi mennesker selv har skabt.

Når mennesker hengiver deres hjerter og tilbedelse til noget, som ikke er Gud, holder de gradvist op med at afspejle Guds billede. En af de grundlæggende love i menneskelivet er, at man bliver lig det, man tilbeder. Og mere end det: man reflekterer det, man tilbeder – ikke bare tilbage mod objektet selv, men også udad mod verden omkring sig.

Dem, der tilbeder penge, begynder i stigende grad at definere sig selv i forhold til penge og behandler andre som kreditorer, debitorer, partnere eller kunder – snarere end som mennesker. Dem, der tilbeder sex, definerer sig selv i forhold til det (deres præferencer, praksisser, tidligere erfaringer) og begynder i stigende grad at behandle andre som faktiske eller potentielle seksuelle objekter. Dem, der tilbeder magt, definerer sig selv i forhold til den og behandler andre enten som samarbejdspartnere, konkurrenter eller brikker.

Disse og mange andre former for afgudsdyrkelse kombineres i tusind forskellige variationer – og alle er de ødelæggende for både den person, der dyrker afguden, og for dem, vedkommende påvirker.

Mit forslag er, at det er muligt for mennesker at fortsætte så langt ad denne vej, at de igen og igen afviser enhver hvisken om det gode budskab, ethvert glimt af det sande lys, enhver tilskyndelse til at vende om, ethvert vejskilt mod Guds kærlighed – så de efter døden til sidst bliver, gennem deres egne reelle valg, væsener, som engang var menneskelige, men nu ikke længere er det: skabninger, der helt har mistet Guds billede.

Med døden af den krop, hvori de beboede Guds gode verden – og hvori flammen af godhed ikke helt var slukket – passerer de samtidig både ud over håbets og ud over medlidenhedens rækkevidde. Der er intet torturkammer i glædens palads, ingen koncentrationslejr i det smukke landskab. Disse væsener, som stadig eksisterer i en eks-menneskelig tilstand, uden noget reel genskær af deres Skaber, kan ikke længere vække naturlig medfølelse – ikke i sig selv og ikke i andre.

Jeg er fuldt ud klar over, at jeg nu har bevæget mig ind på et område, som ingen med rette kan påstå at have kortlagt. Kristne tror, at Jesus har været i helvede og tilbage igen, men at sige dét er som at stirre ind i mørket – ikke at skrive en rejsebrochure for kommende besøgende.

Det sidste, jeg ønsker, er, at nogen skal tro, at jeg (eller nogen anden) ved ret meget om alt dette. Og jeg ønsker heller ikke, at nogen skal tro, at jeg nyder at spekulere i sådanne emner. Men jeg føler mig drevet – af Det Nye Testamente og af verdens nøgterne realiteter – til at søge en slags løsning på et af teologiens mørkeste mysterier.

Jeg ville være glad for at tage fejl – men ikke hvis det krævede, at jeg måtte opgive de fundamentale trosudsagn: at denne verden er Guds gode skaberværk, og at han til sidst vil bringe den dom, som hele skabningen vil fryde sig over.