””How Christianity conquered the Hot 100” lyder overskriften på en artikel fra det amerikanske medie VOX, der beskriver den tendens, som mere end noget andet har kendetegnet 2025 i klub kirke: Jesus er blevet hot.
Zetland, Weekendavisen, Kristeligt Dagblad og mange andre har da også skrevet stolpe op og ned om, hvordan Jesus igen vinder indpas. Selv den gamle kulturradikale højborg Politiken skulle være med i legen og tog et deep dive ned i christfluencerverdenen på TikTok, hvor unge gen-z’er spreder det gode budskab med lækker æstetik, indforstået slang og tvivlsom teologi.
2025 blev i sandhed året, hvor Jesus gik mainstream. I musikkens verden. I filmens. I sportens. I journalistikkens. Ja, alle steder. Hallelujah, praise the lord, får nogen sikkert lyst til at råbe. Andre (ja, det er mig) er lidt mere forbeholdne. Men lad os tage en rundtur, og så kan vi tales ved på den anden side.
Vi starter vores tour de force gennem kulturens jesusomfavnelse i fodboldens verden. Altså den europæiske udgave af slagsen.
Bøn og bibelstudier har altid haft en relativt fremtrædende rolle i amerikansk fodbold, hvor det ikke er atypisk at se spillere tale om deres tro eller takke Gud, som det f.eks. skete da Seattle Seahawks Ernest Jones fornyligt i en sejrstale til sine holdkammeraterproklamerede, at han efter et hårdt år gik på knæ for Gud og genfandt troen:
”It’s bigger than that, bro. I got my lord and savior Jesus Christ back, and I’m with my boys.”
I vores europæiske sekulariserede tradition har sådanne trosproklamationer aldrig været helt så populære. Nok har en profileret figur som Jürgen Klopp, tidligere manager i Liverpool, talt åbent om sin tro, men det har aldrig haft en fremtrædende rolle eller været noget, han har haft behov for at italesætte i interviews eller på sociale medier.
Men i 2025 er det blevet ’in’ at tale om Gud i Premier League. Hos Crystal Palace, der i maj sensationelt vandt FA Cuppen, findes blandt andet en gruppe spillere, som på både fodboldbanen og Instagram er åbne om deres tro. En af dem er forsvarsspilleren Maxence Lacroix, som i et interview til det engelske forbund for fodboldspillere, PFA, opmuntrer alle til at være mere tydelige og stolte af deres korset:
”Sometimes as christians we are fear to say, okay, I’m Christian. Yeah, I trust in Jesus. I live for Jesus. And what I want to say to the young people or football players who want to speak about Jesus, well, we want to be proud to wear the cross.”
Samme tendens finder vi også hos det aktuelle førerhold i Premier League, Arsenal. New York Times har døbt gruppen ’Bible Brothers’, og også her bringer spillerne gerne troen op i interviews, som fløjen Noni Madueke, der spontant udbrød i forbindelse med sit første mål for Arsenal: ”First of all, I just want to thank my Lord and Saviour Jesus Christ.”
Og så bruger de det ikke mindst som en aktiv del af deres tilstedeværelse på sociale medier. Forsvarsspilleren Jurrien ’Pastor’ Timber har blandt andet gjort det til en tradition at poste et bibelvers før hver kamp på sin X (twitter) profil. Fløjen Bukayo Saka indledte på lignende vis 2026 med et billede af sig selv pegende mod himlen og følgende caption:
”2026 is here. I place it in your hands Lord, let your light shine in our lives and make it the best one yet.”
Gud er kommet til Europa. Eller i hvert fald Premier League. Om forbøn og thank-the-lord captions er nok til også at sikre Arsenal deres første mesterskab siden 2002 må tiden vise.
Fra sportens verden hopper vi videre til Hollywood og streaming, hvor der i disse år bliver investeret massive summer i at lave såkaldt faith-based indhold. Tænk de gamle Felix film med lidt større budgetter, semi-gode skuespillere og et – medgivet – gevaldigt løft i kvalitet.
At der er penge at tjene på kristent indhold i det amerikanske marked er ikke nogen ny ting. Facing the Giants (2006) omsatte for 10 millioner dollars og kostede kun 100.000 at lave, mens Fireproof (2008) med et budget på 500.000 dollars omsatte for 33 millioner. Der er penge i lortet/kristne film.
I de forgangne år er der dog sket et markant løft i både ambitionsniveau og kvalitet indenfor genren, særlig båret af tv-serien The Chosen (2017-), som i 2025 havde premiere på sin femte sæson. Dramatiseringen af Jesu liv er set af mere end 250 millioner på verdensplan, men startede egentlig som et mindre crowdfundingprojekt. En serie med så stor en fanskare kunne Amazon dog alligevel ikke holde snitterne fra. I 2025 købte de derfor rettighederne til at vise de nye afsnit i USA, inden de efter en periode lander som gratis indhold The Chosens egen streamingtjeneste. I samme ombæring sikrede de sig også rettighederne til spin-off serien ”The Chosen In the Wild With Bear Grylls”.
(Hvem har ikke altid drømt om at se Jesus tage 40 dage in the wild med Bear Grylls?)
Det var ikke den eneste investering i faith-based indhold, Amazon kunne glæde os med i år. I slutningen af februar landede serien House of David, der er skabt af Jon Erwin, som også har stået bag I Can Only Imagine (2018) og Jesus Revolution (2023), to store succeser lavet på relativt små budgetter.
Serien er blevet set af mere end 44 millioner globalt og blev straks fornyet med en sæson mere. I december rundede den animerede film David så jubelåret af med at indtjene over 80 millioner dollars på verdensplan.
Life is good for tiden, hvis du laver kristne film og serier.
Vi slutter rundturen, hvor vi startede: Billboards Top 100. Hvad det er for en størrelse, skal måske lige forklares.
Billboard er et amerikansk hitliste agentur, der løbende udgiver et hav af lister over de mest populære sange i USA. Det store dyr på savannen er den navnkundige ’Billboard Top 100’, der på tværs af alle genrer hver uge kårer de 100 mest lyttede sange.
Typisk har der ikke været noget stort overlap mellem listen ’Hot Christian Songs’ og ’Billboards Top 100’. Ifølge Billboard har der siden 2013, hvor de ændrede deres optællingsmetode til dens nuværende form, kun været 52 sange, der har figureret på begge lister. 34 af disse er fra Kanye Wests to album Jesus is King og Donda. Fjerner man også julesange og andre enkeltstående hits fra allerede etablerede mainstream kunstnere, har der fra 2013 til 2024 kun været 7 sange, der har taget springet mellem de to lister.
I 2025 skete der dog noget. Først hittede lovsangsartisten Brandon Lake med sangen Hard Fought Hallelujah. Den bragede ind på Billboards Top 100 i november 2024, peakede som nr. 40 og blev hængende der i 27 uger. En del af hemmeligheden bag succesen er samarbejdet med countrystjernen Jelly Roll, der ikke er nogen fremmed gæst på Top 100.
I foråret fik Brandon Lake selskab af den kristne popartist Forrest Frank på Hot 100, da hans sang Your Way’s Better blev et TikTok-fænomen og som resultat deraf også fløj ind på listen, hvor den peakede som nr. 61. Den blev akkompagneret af hans single Lemonade, der blev udgivet i august og peakede som nr. 77 på Hot 100.
Men her slutter det ikke. Den 23-årige præstesøn Josiah Queen, der spiller i Danmark til september, udgav i juni sangen Dusty Bibles, som fandt vej til en 92. plads på Hot 100. Lovsangsartisten Phil Whickham rundede i november året af med What an Awesome God, der indtil videre har peaket som nr. 86.
Som du måske fornemmer, har det været et ret vildt år for kristen musik. I hvert fald i USA. Ikke alene har der været 5 singler på Hot 100, de er også kommet fra fire forskellige artister. At tendensen ikke blot kan tilskrives en enkelt artists succes bliver da også bekræftet af analyseinstituttet Luminate, som i deres 2025 year-end opsummering af musikåret blandt andet fremhæver, at lyttetiden for kristen musik i USA er steget med 18% i 2025, og at genrens andel af den samlede lyttemængde voksede med 0.25 procentpoint.
Det er dog ikke kun the usual suspects på den kristne musikscene, der har behandlet tro og kristendom i deres sange. I november udgav den spanske musiker Rosalia hendes fjerde album, LUX, der blev en modtaget med roser og stjerner fra et nærmest enstemmigt kritikerkorps og figurerer på de fleste lister over bedste albums fra 2025.
Et album, vi også har skrevet om her på Semper i Lukas Kaarbys anbefalelsesværdige artikel, hvor han guider dig ind i de mange religiøse temaer og teologiske overvejelser, hun berører i et album, der i sin essens handler om bøn.
I et år, hvor the quiet revival, som det engelske bibelselskab døbte tendensen, har været et hot topic, er det interessant at se, hvordan den tilsyneladende stigning i religiøs interesse og selvrapporteret kirkegang, de har fundet, måske også afspejles i vores kulturliv. Tendenser er dog altid svære at sige noget samlet om, og det vil være en for simpel konklusion at drage, at Jesus er on the rise, kulturen genkristnes og nu bliver alt fryd og kirkegammen.
Det kan være et udtryk for en åbenhed overfor kristendommen, der bevirker, at vi ser flere europæiske fodboldspillere tale frimodigt om deres tro og bruge den aktivt på sociale medier. Men tendensen er som sagt ikke ny i en amerikansk kontekst, og måske kan det i lige så høj grad forklares med, at vi lever i en globaliseret virkelighed, og at der sker en afsmitning gennem sociale medier, som gør, at vi overtager udtryksformer og en religiøsitet, der nok kan virke ny i Europa, men som altid har været tilstede over there.
At et firma som Amazon har set et kapitalistisk lys i kristent indhold kan heller ikke nødvendigvis tilskrives en stigning i interesse for tro og Jesus. Måske skyldes det snarere, at der er kommet nogle aktører på markedet, der har arbejdet med at professionalisere indholdet og er dygtige til at skabe samarbejdsaftaler med etablerede studier. Det meste indhold er således centreret omkring enten Angel Studios, som oprindeligt var produktionsselskabet bag The Chosen, og brødrene Jon og Andrew Erwin, som blandt andet har stået bag føromtalte House of David og Jesus Revolution.
På musikfronten er det værd at lægge mærke til, at en artist som Forrest Frank fortrinsvist er blevet mainstream gennem sociale medier, hvor han med sine ekstremt optimistiske, letfordøjelige og dansevenlige numre har knækket en kode, der får det unge publikum til at interagere med hans musik og skabe virale trends. Om det er en interesse for budskabet eller blot hans smittende persona og gode forståelse af algoritmerne, der skaber den interaktion, er straks sværere at sige noget om.
Sammenholder vi de ovenstående tendenser tyder noget dog på, at der i hvert fald er en øget åbenhed og en – måske – stigende interesse for tro, der også afspejles i vores kulturforbrug og ageren på sociale medier, som skal blive interessant at følge i de kommende år.
Interessant er det også, at det indhold, jeg har omtalt i det ovenstående, i høj grad er præget af en evangelikal og amerikansk kristendomsforståelse, hvor den personlige omvendelse, tydelige tro, rene etik og inderlige lovsang er i højsædet.
Her handler det ikke nødvendigvis om at stille svære og dilemmafyldte eksistentielle spørgsmål – som man f.eks. ser det hos de katolske filminstruktører Martin Scorsese og Terrence Mallick – men, som det er skrevet ind i Angel Studios mission statement: ”We’re building a home for stories that amplify light (or, as we call it, our North Star).”
Angel Studios er ikke sat i verden for at vise den, som den er, men for at bringe lys og pege på Jesus. Den måde at gå til kunst og udtrykke sin tro på er ikke for alle. Forrest Frank er da heller ikke ligefrem nogen kritikerdarling med sine overoptimistiske og ”your way’s better” proklamationer, der beriger os med lyrik som nedenstående fra sangen Lemonade:
”God works everything for better // No matter what the weather // He knits it all together // Cozier than a sweater”
Youtuberen ’Todd In the Shadows’ (kæmpe anbefaling!) viser i sin årlige ’Top Ten Worst Hit Songs of 2025” da også, hvordan et møde med en artist som Forrest Frank i lige så høj grad kan fremmedgøre mennesker fra tro og kirke, som det kan lede dem derhen. Her strøg Your Way’s Better direkte ind på en ubetinget førsteplads over årets værste sange.
Et album som føromtalte LUX fra Rosalia kan derimod med sin åbne, mystiske og ikke mindst ambitiøse tilgang til både musikken og troen skabe nogle andre samtaler i andre kredse. Her er der ingen prædiken, ingen proklameret etik, intet nordlys at sigte efter – men masser af rum til selv at tænke videre, som Zetlandjournalisten også sætter ord på i denne fremragende artikel om albummet:
”Selvom jeg personligt ikke er kristen, fik det her album mig faktisk til at tænke over min tro for første gang i meget lang tid.”
Kan vi så overhoved sige noget om Jesu historiske comeback i vestlig mainstreamkultur, bliver spørgsmålet. Well, jeg vil nøjes med at konkludere, at det er interessant, og at det bliver spændende at se, om vi får ’fornøjelsen’ af Forrest Frank på Orange Scene. Personligt håber jeg dog mere på Rosalia.
og få de seneste artikler direkte i din indbakke
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Forlaget Semper forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.